lørdag den 22. marts 2008

Hverdagen på Emmanuel

Nu er det vist på tide at få opdateret denne blog. Nu har jeg efterhånden været på Emmanuel i godt 4 uger.. Jeg er faldet rigtig godt til her og har fået flere forskellige faste opgaver som giver lidt struktur over min hverdag.. Dog er der stadig tidspunkter i løbet af dagen, hvor man selv må tænke sig til hvor man vil være mest nyttig og med hvad.. Så det er stadig lidt en udfordring at gennemskue.
Efter det store amerikanske team er rejst er hverdagen her blevet mere stille og rolig.
De fleste børn går i skole fra 8-14.30 mandag til fredag. Så i løbet af dagen er der ”special needs”-børnene, som ikke går i skole og toddlerne(de mindste) at være sammen med og lave aktiviteter med. Derudover er der altid mange praktiske ting der skal laves.
En normal uge for mig her på Emmanuel forløber nogenlunde sådan:
Hver morgen kl 7.00 er jeg med til en morgencirkel(en slags morgenandagt) i et af pigernes huse. Herefter, fra 7.30 til 9.30 er Mette og jeg sammen med de 5-7 toddlere der ikke går i skole og laver aktiviteter med dem. Her går vi enten ned i ”la casita”(vores kreative hus) og laver et eller andet med dem eller finder en legeplads eller græsplæne og leger der. De er rigtig søde at være sammen med og elsker at komme lidt væk fra deres hus.



To eftermiddage om ugen laver vi forskellige aktiviteter sammen med special-needs’erne. Det gælder virkelig om at være kreativ her, for man skal virkelig lave mange aktiviteter. – Og helst ikke det samme alt for ofte. Med tiden er det meningen at Mette og jeg primært skal lave de tidligere omtalte kurve med dem, da vi er ved at lære det af nogle damer fra Guaimacca. Men vi er ikke helt gode nok endnu. Hver anden lørdag kommer disse damer hertil, hvor vi har et hold med 7 mellemstore piger der lærer at lave kurvene.
To andre eftermiddage laver jeg forskellige praktiske ting. Lige for tiden er det de største pigers 4 huse der skal males og dekoreres. Så det er et længerevarende projekt vi er gået i gang med.
Den sidste eftermiddag arbejder jeg i Emmanuels internetcafe. Den ligger ved indgangen og er også til rådighed for indbyggerne i Guaimacca. Så her får man virkelig trænet sit spanske.
To af de familier der er ansat her er enten helt eller halvt danske og deres børn får derfor danskundervisning to gange om ugen efter skole. Om en måneds tid er det meningen, at jeg sammen med en anden volontør skal overtage undervisningen af dem. Så det glæder jeg mig til at prøve.



I denne uge, Semana Santa(hellig uge), har alle børnene haft fri fra skole. Derfor har vi brugt hele dagen på forskellige aktiviteter. Torsdag var jeg med på tur med 50 af de mindste/mellemste piger. Vi gik ud i bjergene og uden for Emmanuels område. Det er ikke noget børnene prøver ret tit, så de nød virkelig at komme lidt væk fra de vante omgivelser. Det var en rigtig hyggelig tur.



I dag har vi været med til bryllup her på børnehjemmet. To som begge tidligere har boet her havde valgt at ville giftes i Emmanuels kirke. Alle ansatte og volontører var inviteret med til vielsen og den efterfølgende fest. Så det var rigtig sjovt at opleve.



Mandag er vi fire volontører der tager til Tegucigalpa og tager os en fridag. Jeg glæder mig til at komme derind og forhåbentlig opleve de lidt bedre sider af byen end jeg gjorde sidst.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Mathilde.
Det lyder til at du oplever en hel masse spændende ting. jeg savner dig, og ærgrer mig over at vi ikke kan tage på Designer Forum sammen.
Ha det rigtig godt.
Knus Signe